Er alkohol en (u)synlig følgesvend i hverdagen?

“Den der lille forandring, som sker, når virkningen sætter ind. Der sker noget. Det kan være noget med stemningen, humøret eller kropssproget. Men det er velkendt, og så ved du, hvad klokken har slået. Så kan du igen ikke regne med de voksne….” 

Børn, som vokser op med alkohol fornemmer alt. De er på overarbejde, og det kan sætte dybe spor op igennem voksenlivet. De tager ofte et alt for stort ansvar og har svært ved at sætter egne grænser. Enten bliver grænserne ALT for tydelige eller også bliver de helt udhvisket.  

Måske er du barn nu? Måske er du voksen? Uanset, så er alkohol årsag til mistrivsel hos mange. Hvis det er sådan for dig, så læs med her i ugens blogindlæg, som har en lidt mere alvorlig karakter i dag. 

I Danmark har vi nogle tårnhøje rekorder i forhold til alkohol. 

Både i forhold til indtagelsen af alkohol, men også i forhold til afhængigheden af alkohol. Når afhængigheden er kommet indenfor døren i hjemmet, så er følgerne heraf ekstremt omsiggribende. En afhængighed er jo ofte usynlig for den som har afhængigheden, og benægtelsen er stor.  

Børn, som vokser op i familier, hvor alkohol er et usynligt familiemedlem, er udfordret. Når de selv bliver voksne kan de kæmpe nogle indre kampe. Fordi trygheden og tilliden er udfordret. Udfordret i forhold dem selv, men også i forhold til omverdenen: “Hvad kan jeg regne med?” er spørgsmål som kan stå ubesvaret hen. Både fordi barnet ikke er blevet vist vejen og skal regne det hele ud selv, men også fordi at skuffelserne, vreden og tristheden ofte har vundet. Så hvad er der derude i den store verden, som er godt?  

Tilliden til de voksne i hjemmet bliver mere og mere udhvisket, og barnet lærer efterhånden at klare sig selv.  

Stemninger og fornemmelser af andre mennesker står ofte stærkt hos børn, som er vokset op i familier, hvor alkohol har været en del af familielivet. Men dér, hvor der kan ske en såkaldt “fejl” er at fornemmelsen af sig selv ofte også forsvinder. Selvbilledet udhviskes, da det har været vigtigt at opretholde facader og et billede udadtil, som kunne være sammenhængende, så det hele ikke krakelerede. 

Kontrol bliver ofte et tema senere i livet, og forsøget på at skabe en tilværelse, hvor præstationer er i højsæde, bliver vigtig. Fordi, så kan man knokle rundt i den ydre verden og tage afstand til følelserne, som måske raser rundt indeni, men som er for smertefulde at tage sig af. Så er anerkendelsen fra omverdenen i forhold til præstationer også dét, som der kan regnes med og det styrker og gør godt. Lige dér. Men det lige som at tisse i bukserne – det bliver koldt og ensomt igen, ret hurtigt. 

Skuffelser og forventninger til andre mennesker kan være ekstremt dominerende. Og der skal ikke så meget til at netop disse to ord kommer i spil. Fordi, at kravede til omverdenen bliver høje, noglegange alt for høje. Fordi, når kravene til andre er tydelige og kontante, så er det muligt at undgå tage sig af sine egne forventninger til sig selv. Eller at drage omsorg for sig selv. 

Relationer kan blive svære. 

Fordi, tingene er kompliceret. Ofte, så kræver det en stor portion tålmodighed at have med et menneske at gøre, som er vokset op imellem flaskerne. Dæmonerne lever indeni, og ofte så er man ikke selv klar over det, før man står i det og igen kommer til at gøre noget, som kan skuffe andre.  

Det kræver tid, tålmodighed og lyst til at gå på opdagelse i, hvordan det har haft betydnin og hvilke spor det har sat. Det er ofte langstrakt og af flere omgange. Bedst som der kan synes at være sluttet fred med noget, så dukker noget nyt op. 

Der er altid flere sandheder. Der er altid flere stemmer. Der er altid andre, som har oplevet noget andet, noget mindre slemt eller mere slemt. Men det er ligegyldigt. Alle oplevelser er OK. Men de skal bearbejdes og landes, så de ikke bliver ved med at spænde ben.  

Lotus Turèll har begået en fantastisk bog. 

Virkelig…. Jeg slugte den på 3 dage. Den handler om et liv med alkohol på siden. Som en tro følgesvend. Den handler om skam, skyld og magtesløshed. 3 ord som går igen, når et barn oplever alkohol på tæt hold.  

Jeg vil derfor anbefale ALLE, som har lyst til at forstå at købe bogen. Både til at forstå dit barn, din partner, veninde eller dig selv. Den er virkelig god. Jeg linker til den her: 

JA TAK! Lad mig finde bogen. 

Hvis nogle af jer ved om hun kommer til Aarhus og holder foredrag, så tip mig endelig.  

Tak fordi, at du læser med – dét er jeg enormt glad for. Hav en dejlig fredag. 

Kærlig hilsen 

Camilla. 

Del indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *