Hvorfor krammede jeg ham ikke ekstra den dag?

At tale med mennesker som mister mennesker, de elsker, er én ting. Men at tale med forældre, som mister deres børn er en anden ting. For mig. Det sætter sig på en anden måde. Mit arbejde har en særlig karakter indimellem, og det bliver meget meningsfuldt, når jeg kan få lov til at bære smerten og sorgen for en stund, sammen med de forældre, som er i dyb og afgrundsfuld sorg. Der er ingen ende på sorgen. Den forsvinder aldrig for dem.

Jeg kan ikke fjerne den. Det er heller ikke meningen.

Jeg er bare ikke bange for at være med den. Jeg tør godt stå i det sammen med de mennesker, som gennemgår deres livs største sorg.

Det er ikke kønt.

Det er så voldsomt.

I øjeblikket taler jeg med en mor, som har mistet hendes søn. Omstændighederne er ligegyldige i denne sammenhæng, men nogle af hendes ord har siddet ved mig. Dem vil jeg prøve at give videre til dig. Måske kan de skabe lidt eftertanke.

Jeg møder moderen for første gang et par måneder efter tabet af hendes søn.

Det er relevant at nævne, da tiden har gjort sit til at hun ikke længere er i den akutte krisepræget fase. Hun er lige nu i tæt kontakt med alle minderne omkring dagene for hans død. Hun mindes alt det, som hun gjorde og alt det, som hun sagde. Og hun mindes alt det hun IKKE fik sagt og IKKE fik gjort. Det er ofte den form for tanker, som står tydeligst frem. Det, som står tilbage som fortrydelser. Alt det, hun slår sig selv oveni hovedet med. Alt det, hun ikke fik gjort.

Det vejer SÅ tungt på hendes skuldr og hun tynges af vægten.

Har du mødt et menneske, som har mistet deres børn?

Så ved du, hvad jeg taler om. Jeg taler om den form for sorg, som står malet i ansigtet. Den form for sorg, som sætter sig i marv og ben. Den form for sorg, som driver ned af væggene og som giver åndenød. Men hvis det ikke er dig, som har mistet et barn, så er det ikke dig, som har det værst. Det er den forælder, som sidder overfor dig.

Du kan tage hjem til dine børn igen. Dem allesammen måske, men det kan hun ikke. Der mangler én i flokken.

Noget af det, som står tilbage for mig er:

De små ting skal ryddes af vejen. Det er ikke alt, som betyder noget i det store billede. Det er det simpelthen ikke. Det kan godt være, at du går og bilder dig selv ind, at du er mega vigtig eller, at det er de andre, som er nogle idioter og du er den, som har regnet det hele ud. Men det er simpelthen ikke rigtigt, og i sidste ende fuldstændigt ligegyldigt. Det betyder ikke noget.

Det som betyder noget, er: At du bruger tid med de mennesker, som du elsker. At du kan sige “undskyld”, hvis du har jokket i spinaten. At du bruger dine timer i dette liv med det, som giver mening for dig. At du er rimelig glad i din hverdag. At du lever DIT liv og ikke andres. Hvis du er fastlåst, så skal du finde ud af, at få løsnet op i dit indre og få etableret mod til at gå nogle nye veje.

Hun stillede mig et spørgsmål:

“Camilla, hvorfor krammede jeg ham ikke ekstra den dag?” … samtidig med at tårerne flød over og trillede stille ned at kinderne. Åh, hvis jeg kunne svare på det spørgsmål for hende, så ville jeg være glad. Åh, hvis jeg kunne tage bare lidt af smerten væk, så ville jeg være til en eller anden form for hjælp, føler jeg. Men i stedet kunne jeg tænke over lidt spørgsmålet.

Jeg svarede: ” Måske var det ikke meningen, at du skulle kramme ham ekstra? Måske var det meningen, at du skulle være præcis, som du plejede at være overfor ham?”

Jeg genkender trangen til at få det allersidste kram. Den allersidste samtale. Det allersidste kys på kinden. Det allersidste ord. Jeg genkender det.

Jeg tænker, at når vi efterlades med tanker og følelser af fortrydelse eller anger, så er der en mulighed for at bruge det i forhold til de mennesker vi har, fysisk, i vores liv. Jeg mærker en klar følelse af forbindelse til mine egne mennesker, når jeg er sammen med mennesker i en så akut og rå sorg. Jeg bliver mindet om, at jeg har meget at være taknemmelig og glad for.

Jeg mærker en lyst til at lyse på alt det, som fungerer og som er godt, i mit eget liv. Jeg mærker også et behov for at give energi til de ting, som jeg har brug for at ændre på. Jeg mærker, at jeg har brug for at fortælle dem, som jeg har tæt inde på livet, at de er vigtige. Mit eget liv tydeligere for mig, når jeg møder mennesker i dyb sorg.

Jeg mærker privilegiet i, at jeg kan give det kram, som den mor der sad overfor mig ikke kunne – og aldrig kommer til at kunne give igen.

Tænker du indimellem over, hvor heldig du er med dine mennesker?