De studerende vælter på stribe
Jeg oplever et boom i henvendelser fra studerende. Både fra gymnasierne og universiterne. Faktisk har mange af dem det så svært, at angst og stress er en helt almindelig del af dagligdagen. De er triste, og de kan ikke overskue noget, eller nok nærmere: De kan ikke overskue kravene. Jeg ved godt, at jeg selvfølgelig kun møder dem, der har det svært. Men jeg kan til gengæld virkelig også se en meget markant stigning i de unge, som søger hjælp.
Årstiden er også medvirkende til, at mange studerende finder ind til til mig.
Det er eksamenstid.
Det kan være benhårdt.
Er det rimeligt?
Det er jo et meget stort spørgsmål, jeg stiller. Jeg har ikke alle svarene selv. Men nej… umiddelbart er det ikke rimeligt – i min optik. Det burde ikke være nødvendigt med en sygemelding for at kunne klare sig igennem et studie. Hverken i folkeskolen, gymnasiet eller universitet.
Hvad er der sket, siden det er blevet sådan?
Mange ting, tror jeg. Men især har fremdriftsreformen haft en stor indflydelse på den studerendes egen indflydelse på studielivet. Fx er det ikke længere nemt at tage et år, hvor de kan dygtiggøre sig på andre parametre de boglige. Det kunne fx være at tage et studiejob, for at få erhvervserfaring eller lave feltarbejde i Ny Guinea. Det betyder, at hvis vi en jurastuderende, som bare har fået paragrafferne galt i halsen på 6. semester, så er det ikke på samme måde nemt for hende, at tage en pause, som det før har været. Så hendes egen indflydelse på hendes studieliv er lav. Når vi ikke selv kan bestemme, hvordan vi skal agere indenfor en given ramme, så kan det bl.a. medføre stress. Og er det sådan over længere tid, så får man det skidt.
Hvad mere?
Ja, så tror jeg også at fokus på karakterer er blevet så altafgørende stort – helt fra 9. klasse. Det kvæler kreativiteten, og fjerner fokus fra, hvem vi er som mennesker. Det fjerner os fra, hvad der gør os glade. Tallet, som står på papiret, bliver lyskeglen i livet, hvilket betyder, at der slet ikke bliver taget hensyn til trivsel, glæde og motivation.
Et tal skaber ikke langvarig motivation. Punktum.
Presset er nu så stort på de helt unge studerende, så hvis de ikke tager sig et “fjumrerår” (hvem har opfundet det ord?), så får de lagt mere til deres gennemsnit, og så kan de komme videre igennem nåleøjet, på en uddannelsesinstitution. Problemet med det er bare, at det du drømmer om, når du er 17 år gammel ikke nødvendigvis er det, du drømmer om, når du er 24 år gammel. Men så står du altså der med en uddannelse, som du ikke nødvendigvis er glad for. Tænk, hvis den unge havde haft mulighed for nogle år UDEN pres og karaktereræs og istedet undersøgte, hvad der gjorde godt for trivslen og livsglæden? Tænk – jeg tror, at vi vil sidde med nogle langt gladere mennesker i den anden ende. Det er på den økonomiske bane også 100 gange bedre – for os alle.
Kreativiteten, hvor blev den er (Eller har den nogensinde været der?)
Ja, kreativitet. Jeg mener det. Derfor blev jeg også vildt glad, da jeg læste en artikel i Politiken, her til aften. Den må jeg simpelten linke til. Du får den her – den er lidt lang, men vildt god:
Danmark har ikke kun brug for 12-tals piger og drenge.
Nogle af de sjoveste mennesker, jeg kender, er dem som har slået sine folder i livets skole. Dem, som også ved noget andet end det, som står i bøgerne.
Hvorfor må vi ikke få flere af den slags mennesker? Når det hele bliver slugt i et karakterræs og CV pleje, så kan der være en mulighed for, at fornemmelsen og følelsen af, hvem man selv er, forsvinder…
Er det idealistiske tanker, jeg her gør mig? Næ… Det er realistiske tanker.
Det vi ser nu er studerende, som falder på stribe – nogle af dem i sygemeldinger, og som muligvis må droppe ud på denne baggrund. De starter i terapi, og måske også i medicinsk behandling. Det er dyrt! Både for den enkelte, men også for samfundet.
Hvad ville der ske, hvis vi vendte tilbage til den lidt ældre model (altså, så gammel er den heller ikke, for jeg blev uddannet under den) – men her kunne vi selv lege lidt med tiden. Vi havde et max. antal år på uddannelsen, men ingen bestemte. Det gav en følelse af frihed – frihed under ansvar. Det kom vi igennem, og mange af os på en rigtig fin måde. Jeg tror ikke på, at kontrol og indskrækning af den personlige frihed er vejen frem. Det er derimod en kæmpe omvej, som har store konsekvenser på bundlinjen.
Er du enig?
Efterlad gerne en kommentar!
Kærlig hilsen
Camilla.
