Står du midt i en krise? Dette skal du ikke gøre

Står du midt i noget lort (ja, undskyld sproget), men nogengange findes der bare ikke et bedre ord. 

I løbet af dette forår er der sket ting og sager i min ende af verden. Sygdom, drømme som brast og skilsmisse (ikke mig!). Det er ikke småting, og selvom det ikke er direkte MIG, der hverken er syg eller skal skilles, så påvirker det mit liv. Det påvirker på den måde, at jeg bekymrer mig, jeg drager mere omsorg, jeg afsætter tid. Jeg er der bare. No questions asked. Jeg er ikke så bange for at tage fat i tabuerne, og jeg er ikke så bange for at spørge ind til smerten og det svære. Det er vist noget, jeg har med hjemmefra.  

Når du så står der: Midt i lort og krisen virkelig kradser, så er det SÅ svært.  

Måske stopper du med at spise, har ondt i maven, din koncentration og hukommelse er røget sig en tur og du gør dét, som ligger allermest naturligt for os mennesker, nemlig: Du handler, ordner, søger nye græsgange, du ringer, du sms´er, du tager beslutninger, du er hård i retorikken, du gør, du tænker, du vender og drejer ALT og i det hele taget, så er du ret meget oppe i dit hoved. Du forsøger, helt naturligt, at finde hoved og hale i det hele, og du prøver at forstå dit nye verdensbillede. 

Det er helt almindeligt, men der sker ikke nogle nye ting deroppe fra (altså dit hoved!)… 

Ovenstående er helt typisk og klassisk, når krisen slår ned i livet. Jeg tror også på, at sådanne ting skal du igennem… Langsomt vil du opdage, at det ikke nytter en skid. Jo, det hjælper at få praktiske ting på plads, og det er fedt at tale hele natten med en god ven, fordi det forløser, men du kan ikke tænke dig til, hvordan brikkerne i dit nye puslespil skal lægges.  

Du skal og må ned og have kroppen med. Der er ingen vej udenom.  

Når jeg skriver, at du skal have kroppen med, så mener jeg ikke, at du skal træne hårdt i fitnesscentret. Jeg mener, at du skal UD og gå en langsom tur. Du skal ned på yogamåtten og sidde stille i 10 min. Du skal svømme en langsom tur i 10-15 min. Du skal sidde i en sauna og svede. Du skal løbe en stille og rolig tur, hvis det er dét, der gør dig godt.  

Langsomt, meget langsomt, så vil din krop begynde at fortælle dig ting og sager. Langsomt kan du lytte til, hvad det er der sker. Hvad fortæller din mave dig, hvad vil din krop?  

Til stille! 

Prøv at udnytte stilhedens kræft! Vær stille med dig selv, blot nogle få lommer af tid, om dagen. Opdag, at du ikke behøver at analysere alting – noget også løses i stilhed. Helt af sig selv. Det tager tid, men det er muligt.  

Don´t fix. Be! 

Når vi er rådvilde og udmattede, så holder vi typisk os selv igang, fordi vi er bange for at mærke smerten ved at være. Vi bliver bange for vores egne tanker og følelser. Vi vil bare gerne fixes. Fordi det, vi mærker, er smertefuldt. Så dulmer vi med: Nye relationer, mad, rødvin, smøger m.m. Det er selvfølgelig ikke fordi, at du ikke må noget af ovenstående. Det løser bare ikke din krise. Jeg napper selv et gals rødvin mere, når jeg er ked af det eller stikker hånden i chokoladen. Det er menneskeligt! Trust me. Men det løser ikke noget!  

Jeg lå i min seng, i går aftes, her på Kreta og surfede lidt rundt på nettet. Jeg faldt over et digt, eller en passage, fra Pernille Aalund. Jeg synes, at det er så smukt og det sætter lige netop spot på dét, der også er så fint ved en krise. Nemlig, at vi ikke skal/behøver at bestemme os for noget som helst, når krisen er slået ned. Istedet skal vi være med det nye, på en sårbar og anderledes måde. Jeg vil gerne dele det med dig:  

Og vi gentager os selv. Som chefen, der mister sit job og nu græder af frygt for aldrig, at blive den samme igen, at miste format, at miste sin ære, at miste sit ry. Han ønsker det tabte tilbage.  

Som hende, der blev forladt af ham hun elskede og ikke kan glemme, men stadig holder fast i noget der ikke ‘er’ længere. I forestillingen om det, det kunne have været blevet til, hvis bare… Det der var. Eller noget identisk. Det tæppe der rykkes væk efterlader dig på en helt ny flade. Du mærkede suset, mistede fodfæste og årevis af samlet skidt ligger nu som en dyne af støv i rummet. Du havde ‘bare’ været der – uden at tænke. Tankeløs. Nu forsvandt alt det, du kendte og du gribes af frygt . Du kan kun se det fortabte. Du er blind. Men dyrk din nye ø. Når støvet har lagt sig – træder grunden frem.  

Lad fødderne liste henover plankerne, du behøver ikke at bestemme dig for hverken kvalitet eller udtryk lige nu Dit nye land – lad det vente. Roligt. Måske skal du gå ad helt andre veje. Sætte dine ben helt andre steder eller sagt med andre ord: Måske er tiden kommet til at pløje på ny i nye furer, for en ny høst på et nyt sted. Brug smerten og angsten som løftestang til din kommende scene. Scenen for et helt nyt og meget bedre liv. Spørg dig selv: Hvor godt var det egentlig, det jeg kom fra var?  

Her er ‘jeg’ – nu – og indtil andet er bevist: kun i denne ene udgave. Så hvorfor ikke gøre noget andet? Hvorfor ikke stoppe denne strøm af gentagelser? Hvorfor ikke bruge denne fyring, denne forkastelse, dette fravalg til at flytte mig. Pløje om, ‘så’ nyt på nyt. Baseret på den sidste hændelse, mere erfaren, mere rig på viden. Om et år – ved samme tid står du på din nye jord, som et nyt menneske. Ingen udsigt er foræret. 

Kan du kende det? 

Jeg ved, hvor udmattende kriser er. Vi går ikke igennem livet uden at opleve smerte. Jeg har haft smerte og kriser helt tæt på livet, og jeg ser, hvor mange af mine klienter, der kæmper. Det er SÅ smertefuldt. Krisen. Livet. Smerten. Sorgen. 

Lad dig inspirere af Pernilles ord. Kan du være i uvisheden UDEN at handle, lige nu? Græsset er ikke grønnere på den anden side af plankeværket, og det vigtigste er, at du finder dig selv. Midt i alt det tunge.  

Jeg ønsker dig det bedste. 

Kærlig hilsen 

Camilla.