Nej, jeg er ikke optaget af diagnoser

Fordi… 

Bogstaver er ikke vigtige for mig. Jeg er derimod optaget af, at børn og unge skal trives i vores samfund, og i særdeleshed i vores folkeskole. Vi skal danne dem til være en del af dette fantastiske samfund, som vi har. Vi skal danne nogle nysgerrige, dedikerede og ikke mindst omsorgsfulde unge mennesker. De er vores fremtid.  

Jeg synes ikke, at vi lykkes så godt med det, som vi kunne gøre. Vi har alle muligheder, vi er et rigt samfund og vi kan gøre det bedre. Det har skrevet om det på bloggen, og du kan læse med her, hvis du lyster: 

  

Danske børn skal trives i skolen, andet er ikke rimeligt. 

  

  

Måske har du lyst til at kommentere på blogindlægget, hvis det vækker noget i dig. Det er blevet delt masser af gange. Det var fedt at se, at det blev læst og taget stilling til. Det er jo et sårbart emne. 

Jeg er ikke ude på at pege fingre, men jeg vil gerne understege alvoren i det, som jeg ser lige nu hos vores børn. Vores fremtidige generation. De skal have de bedste betingelser, og faktisk kan det gøres med relativt få midler. Jeg har skitset også nogle forslag i mit indlæg, som du kan læse her forneden. 

  

Det er jo lidt som at stikke en hånd ned i en hvepserede. Fordi, jeg har ikke det gyldne svar, men jeg vil prøve at se på noget af det, som jeg har set virke: 

  

• Lærerne får supervision. Det burde indgå som en naturlig del af dét, at arbejde med mennesker. Jeg supervisere på skoler. Det virker! Det virker både som en ventil, men også som opkvalificering af deres faglige arbejde. 

  

• Der er en tydelighed fra ledelsen omkring værdier. Ikke kun på et papir, men at det udleves i den virkelige verden. Det man siger, man gør er også det, man gør. Både i hverdagen, men også når lokummet brænder. 

  

• At forældre taler sammen. Som i: Ringer til hinanden, når der er en kurre på tråden. Ikke skrive sms´er eller på forældreintra. 

  

• At forældre sætter nogle børn i skolen, som er klar til det. Både hvad angår søvn og kost. 

  

• At vi har tillid til en hel gruppe af mennesker her, som faktisk varetager den mest vigtige opgave i vores samfund: Nemlig at danne vores børn & unge mennesker. Jeg mener lærerne. Jeg stiller mig undrende overfor deres forberedelsestid, ja…. TID i det hele taget. Skal vi ikke bare alle give håndslag på, at vi har tillid til at de ikke snyder os med deres tid? 

  

• At der sker en ændring i den måde vi anskuer lærerjobbet på. Jeg tror faktisk, at mange ville løbe skrigende væk fra jobbet. I stedet se det som en ENORM vigtig grundsten i vores dannelse: At gå i skole. At blive undervist af nogle passionerede lærer, som har tid, ro og ikke mindst vores tillid til, at de laver den bedst mulige undervisning. Men det skal de have noget fordybelsestid til. 

  

• At vi IKKE drejer hovedet, og kigger den anden vej, når der er et barn, som ikke trives. Det må og skal vi tage hånd om. Det kan ikke være rimeligt andet. Det er koster kassen, når vi ikke tager hånd om det.  

  

• At alle tager deres ansvar alvorligt, når der sker en krise. Det er helt OK, at man kan stå i situationer, hvor man bliver udfordret – måske kan det være første gang, man prøver lige netop det. Men der er ikke noget, som skal tysses ned eller på anden måde ikke italesættes, hvis der sker noget, som kan være traumatisk. Det kan være både stort og småt.  

  

• Vi er alle forskellige. Hvad du synes er en lille ting kan være stort for en anden. Netop derfor er det så vigtigt, at der tages hånd om det, som kan fylde. 

  

Aldrig har flere børn og unge fået diagnoser. 

  

Det kan man jo være mere eller mindre enig i, om er rimeligt. Jeg er bestemt IKKE diagnoseforskrækket. Der er bare andet, og mere, som er vigtigt for mig.  

  

Dét, der er vigtigt for mig, det er blandt andet: 

Hvad inviterer barnet til via sin adfærd?  

Altings betydning – hvilket system er barnet/den unge en del af? 

Hvad fortæller barnet med alt det måske ikke italesætter direkte?  

Hvad er det, vi voksne skal forstå?  

Hvad er det barnet/den unge er en del af?  

Hvilke modpoler er der til stede i livet hos barnet? 

Dét at have øje på noget andet, giver mulighed for bevægelse. 

Hvor er der noget, vi ikke ved endnu? Vi skal på udkig efter det uanede. 

Hvordan er denne adfærd blevet den bedste, lige nu. 

Alting er øjebliksbilleder, derfor er jeg optaget af håb og drømme for fremtiden. 

  

… Blandt andre ting… 

  

Personlig udviklingsarbejde er ikke et individuelt anliggende. 

  

Det er et anliggende, som ligger i konteksten. Det vil også sige, at familien altid spiller en stor rolle i mit arbejde. Familien er meget med inde over mine undersøgelser. Vi har fælles samtaler flere gange i løbet af forløbet. Jeg ser også barnet/den unge selv. Men jeg har altid respekt for, at forældrene jo trods alt er dem, som ved en hel masse vigtigt – og dem som kender deres børn aller, allerbedst.  

Jeg er ikke ekspert. Jeg ved bare noget om noget, som kan blive afgørende og få vigtig betydning. 

Al adfærd og alle symptomer er kommunikation, og ligeledes invitationer til omgivelserne til at forstå, hvad der sker i barnets liv, som gør noget besværligt, lige nu. Symptomer må altid forståes som udtryk for bedst mulige overlevelsesstrategier.  

Den største alvor inviterer til de mest omfattende forandrings-og udviklingsprocesser på tværs. Derfor deltager jeg også ofte i møder på skoler og i institutioner. Alle aktører er vigtige i et barns liv, og der er intet, som kan stå alene. 

  

Mindfulness som en del af løsningen. 

Jeg får ofte henvendelser på emnet: Mindfulness og Mindfulness for børn & unge.  

Jeg har, dags dato, 5 foredrag i kalenderen, bare på denne side af sommer. Det er foredrag forskellige steder i landet, indenfor forskellige brancher, men interessen for emnet nu er blevet så stort, at de gerne vil inspireres til mere nærvær, ro og fordybelse. Det gælder både offentlige institutioner og private virksomheder. 

Det gør mig glad og forhåbningsfuld for fremtiden. 

  

Jeg oplever en stigende interesse i klinikken også. 

Jeg har nu lavet Mindfulness med børn og unge mennesker i over 8 år. Jeg har haft over 140 familier igennem mit unikke mindfulnessforløb – og…. Det virker! Ganske få gange har jeg måtte henvise videre på grund af mistanke om om der kunne ligge en diagnose bag. Det kan tælles på én hånd.  

Mindfulness betyder i sin enkelthed: Bevidst nærvær. No more, no less. Vi skal ikke gøre det mere kompliceret end som så. Men der er en masse, som man skal vide omkring det, og hvad man sætter gang i, når man laver det med børn & unge. Derfor bliver jeg også meget glad og taknemmelig, når jeg oplever en stigende interesse for min viden i forhold til, at lave Mindfulness med børn & unge.   

Jeg har nu i 5 år uddannet fagpersonale, og andre interesserede, i at lave Mindfulness med børn & unge. Det er sidste år, i år, at uddannelsen har den form, som den har haft i 5 år. Næste år skifter det hele karakter, og bliver til noget helt nyt. Grunden er, at jeg har udviklet mig og rykket mig. Den viden, og de indsigter, jeg har fået, vil jeg gerne give videre i en ny form. Så det hele er i gang, og jeg er meget koncereret i at skrive om det hele. Det tager bare længere tid, end jeg havde regnet med. Sådan er det bare altid med denne slags. Jeg håber, at du vil hænge i lidt endnu og hvis du er interesseret i min nye uddannelse, som får noget ala denne overskrift:  

  

”Nærvær, empati & relationsforståelse i praksis” 

 - en uddannelse med fokus på børn & unges trivsel og udvikling. 

  

Jeg er SÅ glad for at du læser med. Efterlad gerne en kommentar, giv et like eller del artiklen her. Det når bredere ud, når vi står sammen – i en intention omkring mere trivsel hos børn og unge. Tjaaaaa…. Mere trivsel i samfundet, sådan helt overordnet. 

  

God weekend. 

  

Kærlig hilsen 

Camilla.