Et nyt kapitel i mit arbejdsliv
Skål i morgenkaffen herfra fra min lille altan. Oppe i det høje nord.
Forleden lagde jeg en video op på min Facebookside, hvor jeg sagde, at jeg ville skrive noget om, hvorfor jeg er her i Norge. Det bliver en lang fortælling (så er du advaret!) Det kan derfor godt være, at jeg deler fortællingen op i mindre bidder. Så du må nok kigge ind her på denne side af flere omgange, de næste dage.
Kaffen er brygget, Mads og Monopolet kører i baggrunden, Norges fjelde rejser sig som kæmpemæssige støtter omkring min lille, ydmyge og enkle bolig, som skal danne rammen omkring det, vi kunne kalde “hjem” for mig, resten af året.
Tiden går, livet sker!
Det føles som meget, meget længe siden at jeg har skrevet her på bloggen. Det er der mange gode grunde til, og jeg er stadig igang med at finde ud af, hvordan det kan være, at det er sådan. At skrive har altid været ét af mine åndehuller. Jeg har altid ELSKET at skrive. Jeg har sågar to bøger igang her på min computer, som en dag skal se dagens lys (tror jeg). Men ordene har ikke kunnet finde vej til mine fingre, og de dokumenter ligger lige nu og hviler sig rigtig meget. Jeg har, på en måde, haft behov for at være mere offline, tilbagetrukket og eftertænksom. Det har jeg stadig, men lysten til at skrive er så småt ved at komme tilbage.
Jeg kan mærke, at jeg er færdig med at skrive/sige noget, fordi det skal have et markedsføringmæssigt sigte. Jeg er done med skulle have omsætning med i mine tanker, når jeg skriver blogindlæg. Så langt er jeg ihvertfald kommet. Jeg tror også, at det kan være en del af forklaringen på stilheden, nemlig at jeg har følt mig blokeret af, at der måske liiiiige skulle være et sigte med et indlæg – enten iform af nye klienter eller andet.
Jeg har ikke orket at sælge noget som helst. Jeg har simpelthen ikke kunnet mestre den energi meget, meget længe. Jeg har bare lyst til at dele. Fra hjertet. Fra mig.
Allerførst.
Så vil jeg komme med en lidt corny overskrift, men den er ikke desto mindre sand og nærværende. Jeg får lyst til at skrive noget om begyndelsen. Noget om, hvorfor vi gør, som vi gør. Det handler blandt andet om: At have forskellige drømme, forskellige længsler og ikke mindst så handler det om at blive mødt, og set, i kraft af de mennesker, som vi nu engang er.
Here goes:
TAK til min mand.
Hvis det ikke var for ham, så ville jeg ikke være her, hvor jeg er i dag. Han har ikke de samme karrieremål, som jeg. Han har altid sagt: “Camilla, du skal ikke proppe dine karrieremål ned i halsen på mig”. Han har behov for at arbejde meget mindre, end jeg, og være mere hjemme. Hans livsmål er, at være den bedste, og mest nærværende far, han kan mestre. Det lykkes han i dén grad med. Han arbejder ikke meget, men han er til gengæld ham, som har styr på ALT i vores hjem. Han rocker kalender, vasketøj, forældreintra, tager drengene med ned på fodboldbanen og tager op og spiller fodboldgolf og meget, meget mere – fordi han ELSKER det.
I virkeligheden har min mand ikke behov for særlig meget andet end, at vi har en god familiebalance, og at vi gør vores bedste i vores forældreskab. Hvis det havde været en kvinde, som havde disse mål, i livet, så havde ingen løftet øjenbrynene. Men, fordi det er en mand, som har det sådan, så løfter mange øjenbrynene. Så må der da være noget galt med ham? (Det er der ikke, kan jeg dele).
Det kan indimellem undre mig, i dette århundrede, at det kan være sådan – men det er OK. Han kommer jo til at sætte et spejl op for andre, og det er ikke altid, at det er så dejligt at kigge ind i det spejl, for andre mennesker. Ting som: Livsværdier, drømme og længsler bliver jo udfordret i dette spejl. Det er vigtige tanker, at gøre sig, og jeg tror på, at det er vigtigt at spørge sig selv: ”Er jeg den forælder, som jeg ønsker at være?” - hvis svaret er JA, så er alt jo godt. Men er svaret et andet, så er det bidende nødvendigt at stoppe op, og måske justere kursen lidt. Nogengange skal der små ting til – andre gange må det hele kastes op til revision.
Jeg tror bare, at det vigtigste er, at vi kigger på det og ikke lukker øjnene for det. Ellers kan vi dø ulykkelige, og det må, og skal, ikke være meningen med livet.
Vi er meget åbne omkring, hvordan tingene er hjemme hos os.
Jeg er meget taknemmelig over den balance, og det mod, vi har mestret, til at leve (i andres øjne) måske et lidt anderledes liv – med omvendt fortegn – men, for os kunne det ikke være anderledes, bedre eller lykkeligere. Hvad der kommer til at ske, når drengene er flyttet hjemmefra, vil vise sig. Lige nu er vi her. Faktisk med et liv, hvor stress er mere eller mindre elimineret, og unødvendige konflikter nærmest er ikke-eksisterende. Dét er fandme skønt, og i tråd ved vores livsværdier. Vi har prøvet at have en meget konkret stresssygemelding indenfor hjemmet, for mange år siden, og dét var ikke kønt, kan jeg afsløre. Men det har bragt os tættere på det meningsfulde liv. For os.
Når jeg skriver det her, så kan det lyde både lyserødt og meget nemt – det har det ikke været hele tiden.
Vi har mange år bag os nu – med denne livsstil. Men jeg kan stadig huske dagen, hvor min mand sagde sit job op (samme sted, hvor han pt. arbejder som vikar, når han har lyst). Det var med masser af sommerfugle i maven. Jeg var da også nervøs og usikker. Vi havde heller ikke særlig mange mennesker at spejle os i. Vi havde mange snakke om, hvad der var vigtigt, og vi var villige til at lave de justereringer i fx vores økonomi, så det kunne lade sig gøre. Blot for at skrive, at intet kommer nødvendigvis let, og det kræver noget af dig. Det kræver, at du ikke bare bliver i “hamsterhjulet” fordi alle andre gør det. Det kræver en opbremsning.
Noget godt at gøre er, at spørge andre ind til deres livsrejse, hvis du inspireres af dem, og har lyst til at rykke på noget, som de allerede har rykket på. Det er altid en god idé at spørge: “Hvordan har I gjort det?”, hvis du trænger til at blive konkret inspireret til at foretage forandringer i dit eget liv. Indimellem kan andre have præcis de guldkorn, som du har brug for til at komme videre med dine egne drømme.
Jeg tror på, at når vi inspirerer hinanden, rækker ud efter hjælp – så kommer vi længst. Jeg tror også på, at der er nok til alle. Der går ikke noget af mig, fordi du får det, som du gerne vil have det.
Der er nok til alle.
Husk det…
Hvorfor sidder du i Norge, Camilla?
Allerførst, så er det blandt andet i kraft af ovenstående. Hvis ikke min mand havde puffet til mig, eller vi ikke levede i tråd med vores værdier, så havde jeg nok ikke turde tage afsted.
Men når det så er skrevet, så handler det også om alt muligt andet. Og når jeg så har skrevet dét, så er vi alle forskellige, og har forskellige ønsker og drømmer. Derfor er det så vigtigt, at du mærker efter i din mave, når du læser min tekst her. Hvad rører sig indeni dig? Jeg synes altid, det er så spændende, når nogen gør noget andet – bryder med rammerne. Så jeg håber, at jeg kan inspirere dig til at handle på noget, som kalder. Det kan være stort som småt.
Jeg er født med eventyrlyst i maven.
Det tror jeg, at jeg har fra min mor. Hun er en stor inspiration i forhold til at leve et meningsfuldt liv, og have så få fortrydelser som muligt med sig, når døden banker på. Det har klart påvirket mig igennem mit liv.
Som 15 årig drog jeg ud i verden, og bosatte mig et år i Panama – uden at jeg kunne sproget eller anede noget om noget. Her gik jeg i skole, og jeg boede hos en lokal familie. Jeg havde ikke, på daværende tidspunkt, nogen idé om hvad sådan et år ville komme til at betyde for mig.
Det forandrede mit liv, sådan helt grundlæggende. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage, og der har ikke været meget, som jeg ikke har kunnet håndtere. Det er en grundlæggende, og afgørende evne, som har bragt mange eventyr med sig igennem mit, nu 40-årige, liv. Og det her med, at der skal meget til at slå mig ud, betyder også, at jeg typisk finder en løsning, hvis der opstår udfordringer. Det er jo forskelligt fra menneske til menneske. Men jeg har fået den styrke med hjemmefra.
Noget andet som mine forældre har puttet i min bagage, er det blandt andet:
“Lær at forsørg dig selv – vær aldrig afhængig af andre økonomisk. Vær aldrig næring med noget. Hverken din tid, dit væsen, dine ideer, dine drømme – og giv altid den første omgang kolde øller”.
Det er, for mig, meget værdifulde ting at have fået med i bagagen. Jeg har virkelig store ører, når det kommer til mine kæres udfordringer. Jeg stiller gerne op – dag og nat (det har også kostet noget – men mere om det en anden gang). Jeg har meget åbne arme, og hos mig/os kan man få lov at lande ret så blødt. Jeg har lært at forsørge mig selv, jeg har mange ideer og jeg har handlet på mange af dem – og jeg (eller min mand) giver næsten altid den første omgang kolde øller 🙂 For, hvis der er noget, som jeg også har med hjemmefra, så er det, at det er værdifuldt at slippe tøjlerne indimellem, og ikke tænke så meget på dagen i morgen, hvis vi sidder i hyggeligt samvær med dejlige mennesker.
Den ene kolde øl må gerne afløse den næste, indimellem, fordi det også ofte er lige præcis dér, de gode snakke kommer igang. Vi sænker paraderne og skuldrene lidt, når vi bare ér i det, vi er i – og ikke hele tiden bekymrer os om dagen i morgen. Og alting går jo, som du ved, alligevel.
Så alt i alt: Hos os er der ret højt til loftet. Og når der er noget, som den ene måske gerne vil, eller drømmer om, så bliver det meget sjældent skudt ned. Det samme gælder for vores drenge.
Det var mange ord.
Men jeg tænker, at det er vigtigt for at forstå den større sammenhæng. Der er jo altid gode grunde til, at vi gør, som vi gør. Årsagen/bevæggrunden for vores handlinger er ofte grundlagt tidligt i livet. Vores forældre er jo vores tætteste rollemodeller. Så når vi bremses eller handler på drømme, så er der ofte brikker i denne proces, som er grundlagt meget tidligt i vores liv. Hvem snakker fx til dig, måske som en hvisken i dit øre, når du skal træffe en beslutning?
For mange år siden var jeg til jobsamtale i Nordnorge, og fik jobbet.
Dengang havde vi en drøm om, at vi alle fire skulle rykke teltpælene op, og prøve flytte til det høje nord, for en periode. Men i løbet af ret kort tid, så fik vi kolde fødder, og vi droppede det hele igen. Jeg blev i Aarhus med klinikken, og livet er siden gået slag i slag. Livet er gået godt. Jeg har fået stor succes med de ting, som jeg har rørt ved. Jeg har udlevet min drøm omkring at skabe en velfungerende klinik, lave en uddannelse, afholde retreats m.m. Det hele er lykkes. Jeg er meget, meget stolt af min ihærdige arbejdsindsats og af de projekter, som jeg igennem tiden har sat i søen.
Jeg skriver det jobtilbuddet fordi, du skal vide, at det er en drøm, som har levet længe. Det her med at prøve at bo og arbejde i et andet land end Danmark. Enten i en kort eller længere periode i løbet af mit/vores liv.
Når noget bare ikke er i balance…
Igennem det sidste år, måske halvandet år, har jeg mærket, at noget ikke var helt i vatter. Der har været “noget” undervejs, som jeg ikke helt har kunnet få greb om. Jeg har flere gange sagt til min mand: “Jeg tror snart, at der sker noget nyt – jeg ved bare ikke, hvad det er”…
Sådan er det ofte for mig. Jeg mærker ting, som jeg ikke har ord for. Det er bare sådan en fornemmelse indeni. Ofte kan jeg også iagttage mit energiniveau, humør og overskud – hvis det ikke er i balance, så ved jeg, at der skal justeres et sted. Men det er ikke altid, jeg ved, hvordan og hvorledes – og nogengange, så er der jo bare ting, som skal gøres, uanset hvordan jeg har det/ikke har det. Det kender du sikkert godt fra dit eget liv.
Èn af de større ting, rent forretningsmæssigt, som jeg justerede på sidste år var, at jeg lukkede ned for min Mindfulness for Børn & Unge – Mentoruddannelse. Måske ville mange synes, at det var skørt, når nu jeg havde fyldt 5 hold, og det rent økonomisk virkelig var en god forretning. Men jeg havde udlevet min drøm med præcis dét projekt. En ny uddannelse skulle til at forme sig. Jeg havde lært en masse nyt på den 2-årige lange efteruddannelse, som jeg selv gik på. Jeg havde lyst til at få flere faglige brikker i spil. Jeg søstatte faktisk også en ny uddannelse, som lå mit hjerte meget nært (og stadig gør), men bedst som jeg skulle til at lave al PR arbejdet, og jeg skulle til at få gang med en større markedsføringsmaskine, så blev alt stille.
Èn af de mest livsforandrende ting skete for mig i 2019.
Alt imens jeg kunne mærke, at noget nyt var på vej – uden at jeg kunne sætte ord på det, så skete livet. Min far døde d. 2. november 2019. Den kendsgerning sendte mig ud i afkroge af mit følelsesliv, som jeg aldrig havde besøgt før. Total ukendt land. Et både smukt, men også meget sorgfuldt landskab.
Alt stoppede ligesom bare op, og jeg er fortsat i dyb proces med at få brikkerne til at samle sig på en anden måde. Det har påvirket mig, og mine følelser, i en grad, som jeg ikke havde kunnet forudse. Det er gået op for mig, at vi er overladt til os selv med døden og sorgen i Danmark. Vi har ikke et sprog, eller særlige stærke pejlemærker, når vi oplever et stort tab. Hverken som samfund eller kultur. Det skal vi selv skabe, og det er ikke let.
Vi er heldigvis velsignet med gode, nærværende og lyttende mennesker i vores liv. Og vores familie er rykket tættere sammen i kraft af vores store tab. Jeg tænker ofte på dem, som ikke er det eller er alene med deres sorg. Og selvom jeg har gode mennesker i mit liv, så virker det som om at livet hurtigt skal/går videre. Jeg føler fortsat, at livet er gået lidt i stå. Forstået på den måde, at jeg i høj grad har brug for at dvæle og vende opmærksomheden indad.
Der har selvfølgelig også været relationer, som har stukket hovedet ned i jorden. Nok fordi de ikke har vidst, hvad de skulle gøre eller sige. Men den største misforståelse er, at stilhed hjælper. Det kan jeg afsløre lige her. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, så sig dét til et menneske i sorg: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men jeg lytter gerne til din historie – fortæl”. Så kan det virkelig aldrig gå helt galt.
Det er, i min optik, en stor misforståelse, at det er nemmere at miste, når en højere alder (i mit tilfælde, så var min far 70 år) eller når sygdom spiller en rolle i forløbet (min far havde ikke haft det godt længe). Det gør ondt uanset hvad. Sorg kan ikke gradbøjes eller sammenlignes. Den er, som den er. Den er individuel, men skal forståes i et bredere perspektiv, i en større sammenhæng. For når en familie mister én af sine vigtige, og betydningsfulde, brikker så skal familien lægge sig til rette på en ny måde. Og det tager tid og kræver tålmodighed.
Døden betød, at vi kiggede på livet og de drømme, som lå og ulmede.
Død og liv står som modpoler til hinanden. Konstant. Mange af os tror, at vi lever for evigt og, at vi liiiiige kan vente til i morgen med at gøre noget ved det, som vi gerne vil. Eller måske kender du sætningen: “Jeg skal bare lige have overstået det her, SÅ kan jeg begynde at gøre det, som reelt gør mig glad”.… Måske kender du nogle arvarter af disse sætninger?
I bund og grund, så handler det om, at når vi udsætter livet og tror, at vi har for evigt til at gøre noget af det, som vi drømmer om, så lyver vi for os selv. Vi snyder faktisk os selv for reel livskvalitet og ikke mindst livstrivsel.
Livet er nu. Nu er nu. Det lyder SÅ floskel-agtigt: Men livet er ikke en generalprøve.
I oktober 2019 startede det, som skulle ende med et stort skifte i mit arbejdsliv.
Norge kom i spil. Kunne jeg tænke mig at komme herop, og starte den psykologfaglige del op i Meløy kommune? De har ikke haft en psykolog i 10 år. Hele deres børne – og ungdomsdel er forsømt, set de psykologiske briller, og tænger i dén grad til at blive defineret på ny. Et uhyre spændende projekt, som jeg virkelig tændte på lige med det samme. Jeg mærkede de blafrende sommerfugle i min mave.
Jeg gik straks hjem og sagde til min mand: “Det skal vi jo ikke, vi har det jo så godt i vores liv. Vi bor et dejligt sted, drengene trives og jeg har en velfungerende klinik – så det skal vi ikke, vel…?”
Hvortil min mand svarede: “Nej, det skal vi ikke. Men måske skal du alene afsted? Det lyder jo helt fantastisk….”
To be continued….
Ps. Det nåede nu at blive søndag. Dette blogindlæg, som du lige har læst, er ét af de længste, jeg har skrevet. Jeg har gennemlæst det mange gange, da det er et meget vigtigt et af sin slags. Jeg har så mange ting på hjertet i forhold til at træffe store beslutninger. Det er nemlig ikke noget, jeg bare lige sådan gør. Det kan hurtigt se sådan ud på den anden side af skærmen.
Jeg vil gå ud i det norske fjeld. Få sol på næsen, med en podcast i ørerne. Og så lade dette indlæg leve sit liv på det kære internet.
Jeg vil SÅ gerne høre fra dig, hvis du har noget at spørge mig om i forhold til det, jeg har skrevet. Der kommer mere – don´t worry. Du skal nok få fortsættelsen – der er meget mere at dele. Men for nu sætter jeg lige et punktum, da indlægget VIRKELIG er blevet meget, meget længere end jeg regnede med. Der var lige flere vinkler, som jeg havde brug for at skrive mig lidt ind i.
Har du læst med? Hvad synes du om det, du har læst? Kan du spejle dig i noget af det?
Skriv meget gerne en kommentar. Det er så fedt, når der er “hul” igennem til jer derude og jeg ved, at I læser med.
