De smukke unge mennesker

De smukke unge mennesker 

Jeg møder mange unge mennesker, som har geniale ideer og masser af gode intentioner. De har et drive, og et overskud, som mange andre misunder dem. De vil noget med livet. De vil fremad. De vil ud og slå sig lidt på livet, og få de erfaringer, som kan dirigere dem i den rette eller måske de rette retninger. 

Set herfra, så ser det ret godt ud med den danske ungdom. De drikker ikke hjernen ud, hver weekend, og de er ikke dovne mennesker, som ikke er til at drive til noget.  

Så møder de et system. 

Et system, som blandt andet er presset af at skulle have så mange som muligt igennem en ungdomsuddannelse. De møder et system, hvor underviserne ikke har den fornødne tid til at gå i dybden med bunken af opgaver eller som har roen til at se de unge mennesker for dem, de er, eller tid til at bakke dem op i deres ideer, som måske falder lidt udenfor det almindelige. 

Det er også et system, som ikke opfordrer til iværksætteri eller nytænkning. Vi skal helst allesammen gøre det samme, på den samme måde, for at passe ind i kassen. Det giver næsten sig selv, at der er nogen, som bliver så klemt i dette, at de næsten ikke kan trække vejret. 

Det er sådan i dag, at næsten alle unge mennesker skal i gymnasiet, og videre på universitet. Det er noget ”man” skal. Spørger du den helt almindelige teenager, så vil han/hun sige, at de enten skal på gymnasiet eller handelsgymnasiet. Kan det virkelig være rigtigt, at vi kun har 2 typer mennesker? Det er efterhånden ikke ofte, at der er nogen, som skal noget andet. Jeg hører ikke så tit om det, ihvertfald.  

Jeg kender flere undervisere, både i folkeskolen og på de videregående uddannelser, som ikke har den fornødne tid til at undervise i den kvalitet, som de ønsker sig. Det hele skal gå så hurtigt, og det er brandærgerligt. Jeg har ikke løsningen på dette problem, men jeg tænker, at det er vigtigt at vi forældre kommer mere på banen. Nedenfor har jeg nogle konkrete bud på hvordan. 

Hvad gjorde vi før? 

Vi skal ikke mange år tilbage i historien for at opdage, at sådan har det bestemt ikke altid været. Før i tiden var der flere, som gik til hånde eller var udfoldede deres kreative sider. En kreativitet, som der var plads til. Fordi, den betød noget, og den gjorde en forskel, både for det enkelte menneske, men også for samfundet. 

Jeg selv gik på dagshøjskole, hvor vi tegnede, malede og arbejdede med fotografi. Jeg mødte en masse forskellige typer af mennesker, som jeg ikke anede eksisterede. Det var et mega sjovt halvt år. Det var der plads til. Fordi, jeg skulle skrabe en masse points sammen til at komme ind på psykologi, på kvote 2. En kvote 2, som nærmest ikke er til at få øje på i dag. 

Jeg skulle ud og have en masse livserfaring, ellers kunne jeg simpelthen ikke komme ind på drømmestudiet. Faktisk havde jeg, i sin tid, en studievejleder som sagde, at jeg aldrig kunne blive psykolog med mit gennemsnit. Så drømmen blev dengang lagt på hylden, og jeg gik i gang med at læse på Handelshøjskolen i Aarhus. Det var den største fejl i verden. Jeg følte mig utilpas, og jeg var meget lidt glad. Så jeg droppede ud, uden plan, efter det første år. Derefter havde jeg 4 år, hvor jeg prøvede en masse forskelligt. Blandt andet den føromtalte daghøjskole. 

Hvis nu, jeg havde lyttet til min studievejleder, så havde jeg højst sandsynligt stået med en kandidat i spansk og kommunikation i dag. Og været ulykkelig. Jeg havde nok højst sandsynligt også oplevet en stor utilstrækkelighed fordi, at jeg ikke ville have fået mit talent i spil.  

Lige netop denne problematik ser jeg ofte. De unge mennesker får ikke stoppet op, eller spurgt dem selv: “Passer det her til mig?”, fordi hvad skal de gøre, hvis svaret er nej? Er der noget sted, hvor de kan gå hen med det? Nej, fordi systemet er så ufleksibelt, at de ikke kan gøre noget uden, at det har store konsekvenser for deres økonomi eller deres muligheder for at færdiggøre noget, fordi vi har fået en fremdriftsreform.  

Jeg ser mange unge, som oplever denne utilstrækkelighed. 

De har ingen indre retning. De gør det, som forventes af dem. Uden at stille spørgsmålstegn ved noget. Stille og roligt slukkes kreativiteten, gejst og energi. For at passe ned i en kasse. Sammen med alle de andre.  

Det er grundlæggende forkert. 

Vi får en masse ulykkelige mennesker ud af det. 

Vi bliver nødt til at starte et helt andet sted. Vi skal ned og støtte vores børn i, at de er OK – bare fordi, at de er her på denne jord. Vi skal ind og støtte dem i, at deres beslutninger er OK. Det er fint, at prøve lidt forskelligt, og så deraf finde ud af, hvad de gerne vil. 

Hvad så med systemet? 

Jamen, et system virker jo kun, så længe vi fodrer det. Når vi ikke gør oprør mod det eksisterende, så sker der heller ikke noget andet, end det nuværende.  Sådan er det for i øvrigt med alting: Når vi gør som vi plejer, så får vi det samme, som vi plejer. 

Hvad vil jeg så have, at vi skal gøre? 

 Jeg vil gerne komme med 5 budskaber til alle forældre derude: 

• Værn om kreativiteten og nysgerrigheden. Lad være med at dræbe ideer og skøre tanker. Lad være med at presse på for at børnene skal gå en bestemt vej. Alle mennesker er født med en motor til at ville noget. Vi er ikke født dovne eller ugidelige. Men det kan være, at der skal lidt mere tid til. Tid til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. (Man = børnene). 

• Spørg nysgerrigt ind til deres liv. Få øje på deres interesser, og dyrk det sammen med dem. Vores ældste søns drøm er stadig at blive professionel fodboldspiller. Han er snart 16 år. Den drøm skal jeg da være den sidste til at tage fra ham. Han har også et talent for fodbold, og han kan muligvis drive det til noget. Men det skal komme indefra ham. Ikke fra mig eller os. 

• Dyrk fællesskabet sammen med dem. Opfordre dem til at være noget for andre, og være tilstede for andre mennesker. Igennem andre bliver vi spejlet på vores talenter, og det kunne være at der var nogen, som sagde noget meningsfuldt og værdifuldt til dit barn. Noget, som de får øje på og som du ikke ser. 

• Tålmodighed. Bare fordi man er 17 år gammel, så er det ikke givet, at ”man har regnet den ud”. Overhovedet ikke faktisk. Måske er forvirringen endnu mere komplet, end den før har været. Det er OK. Sæt dig ned sammen med din 17-årige og tal om det. Bring dig selv i spil, hvis du selv har oplevet noget af det samme. 

• Giv dem en krammer, når de har dummet sig. En klog dame sagde engang til mig: ”Vil du have ret eller vil du have fortrolighed?”. Den sidder fast. 

Det er nogle af mine bud på, hvad vi kan gøre for at styrke vores børn. Indefra. Det er altid derfra, at forandringerne skal ske. 

Nyd din mandag.  

Kærlig hilsen 

Camilla.