Når børn er syge og skal dø!
I dag bliver jeg mere alvorlig i mine ord, end du måske er vant til. Det gør jeg fordi, at jeg er påvirket af nogle oplevelser, jeg har har tæt inde på livet lige i øjeblikket. Ikke privat, men i mit job. Dette indlæg er også lidt langt, men der er brug for flere nuancer, og flere ord, indimellem – og dette er sådan en af disse gange.
Hvis du står i svære ting omkring døden lige nu, så læs endelig med, send mit skriv til den, du kender, som måske kæmper lidt ekstra lige nu med tab, sorg eller et overskyggende mørke. Ord kan være lindrende. Det husker jeg selv fra mine største sorger. Derfor håber jeg, at dette indlæg vil hjælpe dig med at stå stærkere ved siden af mennesker i sorg.
Mit job præget er af en enorm stor alvor, og kompleksitet, lige i øjeblikket. Jeg skal virkelig huske at trække vejret dybt, holde pauser og tale med mennesker, som kender mig godt og som kan drage omsorg for mig ind i alt det svære, som jeg bliver konfronteret med. Det er mit job, sådan er det at være psykolog, så det er ikke for at du skal have ondt af mig (jeg elsker mit job), men indimellem kommer der bølger at temaer, som påvirker mig – og lige nu er jeg i sådan en bølge.
Det er så hamrende svært, når børn og unge bliver alvorligt syge, og især når de kigger døden i øjnene.
I følge Danmarks statistik så døde der, sidste år, i Danmark: 253 børn i alderen 0-9 år, 81 i alderen 10-19 år og 242 i alderen 20-29 år. Chancen for, at du kender nogen, som kender nogen, der har mistet børn eller unge mennesker er alligevel ret godt til stede, vil jeg mene.
Da jeg var teenager, døde to af mine venner. Den ene var min rigtig, rigtig gode ven og den anden var ikke så tæt på mig, men han var bedste ven med en af mine bedste venner. Den ene døde i et trafikuheld, og den anden tog sit eget liv. Det var nogle hårde år med meget sorg, angst og frygt. Det satte sine spor i venneflokken, og det forandrede noget indeni os alle, tror jeg.
Da jeg var midt i mine 30 år, blev vi igen konfronterede med dødens barske realiteter, da vores gode ven mistede sin bror. Da jeg var sidst i mine 30 år mistede min meget gode veninde hendes tætteste livsvidne, til kræft. I en ALT for tidlig alder, og hun efterlod sig to små børn.
For 3 år siden mistede jeg min far, og for 2 år siden mistede jeg min svigerfar. Jeg har tætte venner og veninder, som også har måtte sige farvel til deres forældre. Nogle er endda helt forældreløse nu.
Midt imellem alle disse dødfald sidder der mennesker, som har mistet deres børn, brødre, søstre, mødre, onkler, bedstefædre, ægtemænd, fædre, mostre, niecer, nevøer… Og nogle, har mistet deres rigtig gode og tætte venner og veninder. Døden trækker mange spor efter sig.
Det er så uendelig barskt, og det kan faktisk være lidt vanskeligt at begribe indimellem.
Jeg synes, at jeg har taget en fair del af dødens gavebod, for nu. Jeg synes ikke, at der behøver at komme mere fra den vinkel, lige nu. Der må rigtig gerne komme en ordentlig omgang PAUSE.
Når så jeg alligevel skriver om emnet i dag, så er det fordi, at jeg selv på egen krop har mærket berøringsangsten. Jeg har selv mærket stilheden fra mennesker, som jeg troede greb mig, da jeg faldt og var i sorg. Men de forblev stille. Spurgte ikke. Var der ikke.
Ikke af ond vilje, men fordi tvivlen så hurtigt kommer på besøg, antager jeg. Mange tør ikke spørge, tør ikke ringe eller tror, fejlagtigt, at andre er der. Vi er, som en del af et berøringsangst samfund, så bange for at gøre noget forkert. Det er SÅ misforstået – du kan intet gøre forkert. Du kan KUN gøre rigtigt, ved at gøre noget. Sige noget. Når du er stille, så larmer det så uendelig meget. Det gør ondt. Det trækker spor op igennem jeres relation. Det kan rent faktisk ødelægge et venskab, hvis du ikke gør noget, sender en sms eller på anden måde tilkendegiver dig – hvis din ven er i sorg. Din stilhed larmer helt vildt.
Husk på, at selvom du synes, det er svært – så er det INGENTING sammenlignet med den smerte din ven mærker lige nu.
Når døden kommer og indhenter børn og unge mennesker.
Den sætning, jeg lige har skrevet, klinger bare slet ikke godt. Sætningen giver mig ubehag. Måske giver den dig det samme. Men det er OK, fordi det ER mega svært. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi får en samtale igang omkring det. Vi ved nu, at det sker oftere end, vi regner med – at børn og unge mennesker dør. Og… inden døden kommer, så har der måske været en lang periode med sygdom, hvor det også har været voldsomt svært. Ikke mindst for forældrene at stå i.
Døden kan også komme helt pludseligt, uventet og trække en smertelig skygge med sig, som aldrig forsvinder – uanset, hvor meget solen skinner.
Jeg har (endnu) ikke skullet forholde mig til svær sygdom eller død hos børn & unge mennesker i mit private liv.
Men jeg ved også, at det ikke er sikkert, at jeg skånes for det. Det kan komme anytime. Jeg oplever det derimod i mit arbejde. Ikke ofte, men det er der, og det er der en del lige nu.
Forældre, som mister deres børn til selvmord. Forældre som står i, at deres unge mennesker har forsøgt at tage deres eget liv. Forældre, som har børn, der er syge med kræft og hvor døden kan komme, hvornår det skal være. Forældre, som venter på besked omkring livstruende sygdom hos deres børn.
Det er en del af mit job at stå i, og være med alt det svære, som kommer i kølvandet på dette. Det er mit arbejde at rumme, møde og tale med mennesker, som står i noget, som er så uendelig svært og ikke mindst meningsløst.
Magtesløsheden og håbløsheden finder vej ind i sprækkerne med en kraft som et godstog – og det er ovenikøbet et godstog, som ikke stopper. Det fortsætter i det uendelige. Faktisk stopper det aldrig. Måske mister det lidt af kraften, over tid, men det er ikke sikkert. Det er ofte denne del, som mange føler sig så alene med. Nemlig det faktum, at mange glemmer den smerte, som har meldt sig ind livet på dem , som har mistet. Fejlagtigt tror vi, at tiden læger alle sår. Men det er løgn. Arrene vil være der for altid – til minde om et levet liv.
Barnet/det unge menneske er ofte mere afklaret med situationen end omgivelserne er.
Måske det er fordi, at sygdommen har raseret på indersiden af kroppen, og de mærket smerterne og ubehaget længe, så ønsket om befrielse herfra kan være tilstede og spille en rolle? Det har jeg tænkt på. Jeg har talt med forældre, som har skullet fortælle barnet/det unge menneske, at der ikke var mere at gøre med behandling, hvortil svaret fra barnet/den unge er: “Det ved jeg godt.” Det kan være så uendelig svært at sætte sig ind i, og det kan være helt ekstremt svært at forholde sig til. Jeg tænker heller ikke altid, at det er meningen, at vi skal forstå. Vi skal ofte blot være med det. Bære på det – tage det på os, som en rygsæk på ryggen.
Forældre reagerer forskelligt på alting, også på sorg. Nogle mennesker har lyst til at tale en masse om det, imens andre mennesker bearbejder tingene på en anden måde. Uanset, så skal du, som pårørende, forholde dig til, hvad dine venner/din familie har brug for. Du skal være der. Du må ikke IKKE gøre noget.
Husk på:Det er ikke dig, som skal miste dit barn eller har et sygt barn. Din ven har brug for dig. Ikke nødvendigvis dine ord, men din tilstedeværelse, dine handlinger. Dit nærvær. Din opringning og dine sms’er. Det er vigtigt.
Jeg har ofte hørt sætningen: “Det var i min største krise, at jeg fandt ud af, hvem jeg havde i mit liv. Det er dem, som har rummet mig, holdt mig ud – også når livet er andet og mere end sjusser, grin og fest. Det var dem, som kunne holde ud, at jeg græd og var afmægtig. Dem, som kunne holde ud, at jeg var vred, gjorde ting som jeg normalt ikke gjorde/gør og måske kom jeg til at sige ting, jeg ikke mente. Dem, som kunne rumme det, det er stadig dem, jeg kan regne med”
Vi må og skal bære over med mennesker, som er i stor sorg.
Det kan de for iøvrigt være længe. Ganske sikkert er det også, at de mennesker, som gennemgår den ultimative sorg: At begrave deres børn – også er forandret bagefter. De bliver aldrig de samme mennesker igen, og det kan kalde på en masse tålmodighed indeni dig, som ven/pårørende
Der er noget, som I måske ikke gør sammen længere. Det kan også være, at I rykker meget tættere sammen, og er sammen om nogle helt andre ting, end I plejer. Det kan faktisk være, at I er sammen på en måde, som I begge har det godt med. Det kan være, at I drikker kaffe i stedet for rødvin. Det kan være, at I går en tur i stedet for danse natten lang på en klub. Det kan være, at det også giver dig en mulighed for at åbne op omkring dit liv, og du vil blive mødt på en helt anden og ny måde – fordi, nu er I sådanne nogle venner, som også kan være med det, som er smertefuldt og svært. Det er enormt betryggende. Du behøver ikke længere lade som om, at alt er godt, hvis det ikke er godt. Det er der en kæmpe frihed i.
Mennesker, som har oplevet meget smerte, kan typisk rumme meget smerte.
Pas på dig og dem, som sørger.
For det første: På hvilken måde du kan bidrage lige nu, hvor tingene er så uendelig svære. Hvad kan du gøre på den helt korte bane? Måske kan du noget nu, men noget andet om nogle dage, uger eller måneder. Din ven har også brug for noget forskelligt, som tiden går.
For det andet: Sig det højt, hvis du synes, at det er svært vide, hvad det bedste er. Skriv til din ven: “Jeg vil så gerne tage din smerte fra dig. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vise dig, hvor vigtig du er for mig. Der er ikke grænser for, hvad jeg vil gøre – lige nu sender jeg denne besked, og efterlader en lasagne på din trappesten og så hører du fra mig igen om nogle dage”…. Og så kan du skrive igen. Forvent ikke noget svar. Når så der er gået nogle dage, en uge eller to eller måske lidt mere, så bank på døren. Giv en krammer. Sig, at du synes det er svært at vide, hvad det gode er at gøre.
Vid, at dem der sørger ANER heller ikke, hvad de har brug for. Så kan I drikke en kop kaffe over det. Det kan være enormt værdifuldt at være sammen med et andet mennesket i en form for intethed, tvivl og magtesløshed. Det er svært, men nødvendigt.
Som K.E Løstrup, teolog, så fint har skrevet:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Så med det in mente, så sænk forventningerne til din egen indsats, men vid at ved din blotte tilstedeværelse, så kan du gøre en forskel for din ven, og det kan være vigtigt at have med dig, på din videre færd frem i livet.
Jeg ønsker dig en god dag og så vil jeg gerne puste lidt mod i din retning – mod til at stå i det svære.
Ingen mennesker går igennem livet uden smerte. Derfor skal du vide, at du lige nu får nogle vigtige erfaringer, som kan komme dig tilgode senere i livet. Du aner aldrig, hvornår det er dig, som kunne bruge, at din ven sender dig sms’er eller dukker op med lasagnen.
De varmeste hilsner
Camilla.
